Sådan renoveres Serbiensgade
Planerne for renovering af Serbiensgade

Planerne for renovering af Serbiensgade er udarbejdet på baggrund af undersøgelser, hvor det blev konstateret, at taget er så nedslidt, at det delvist bør udskiftes. Vinduer og altandøre er nedslidte, omkring 40 år gamle, utætte, og der er gener med træk. Indgangs-/opgangsdøre til lejligheder er nedslidte og utætte. Badeværelser og køkkener er nedslidte og trænger til gennemgribende renovering. Vandinstallationer er udtjente, og der er problemer med levering af varmt vand og lavt vandtryk. Affaldet er vanskeligt at håndtere i den daglige drift.

Læs mere om renoveringen her i præsentationen fra afdelingsmødet den 6. november 2023.

Her har du et overblik over planerne for renovering:

Tag, facader og ventilation

  • Tag renoveres delvist omkring kviste
  • Nye kviste monteres med sidevinduer for at få det størst mulige lysindfald
  • Ventilationskanaler renses.
  • Der foretages lette facadereparationer.

Vinduer og døre

  • Vinduer og altandøre udskiftes til de mere vedligeholdelsesfri og energioptimerede
    3- lags-træ-/aluvinduer
  • Der monteres nye sålbænke og vinduesplader.
  • Der monteres nye hoved-/facadedøre med dørtelefon og nøglebrikssystem.

Tryghed med dørtelefon

  • Dørtelefonanlæg monteres ved facade-/hoveddør.
  • Hoveddør låses op ved hjælp af nøglebrik.
  • Det undersøges, om der kan tilkøbes videoanlæg, så beboerne kan se, hvem der ringer på døren.

Lejlighedsdøre og yderdøre

  • Indgangs-/opgangsdøre udskiftes til nye døre, som overholder lyd- og brandkrav iht. bygningsreglementet fx i træ eller med malet overflade.

Tryghed med dørtelefon

  • Lejlighedsdøre monteres med lås, som kan åbnes med nøglebrik.
  • Der monteres et svarapparat, hvor beboerne kan tale med gæster, som ringer på dørtelefonen, og hvor hoveddøren kan åbnes.

Badeværelser - som nye

  • Alle overflader renoveres i badeværelser.
  • Der monteres nye vægfliser og gulvklinker i neutrale farver.
  • Der opsættes glasvæg i bruseniche.
  • Der monteres individuelle vandmålere, så der let kan holdes øje med eget vandforbrug.
  • Der forberedes til vaskemaskine.

Udskiftning af stigestrenge og faldstammer

Alle stigestrenge og faldstammer udskiftes til nye for at reducere risikoen for fremtidige vandskader. Stigestrenge er vandrør og faldstammer er afløbsrør. Begge dele løber fra kælder til loft.

Køkkener - som nye

  • Køkkener renoveres så de fremstår som nye med nye køkkenelementer.
  • Beboerudvalg omkring køkken nedsættes efter sommerferien.

Affaldshåndtering

  • Affaldsskakte lukkes på grund af øgede krav til affaldssortering og daglige vanskeligheder i driften med affaldshåndtering.
  • Der etableres nye affaldsbeholdere ved terræn med nedgravede affaldsskakte.