Boligerne
Boliger i punkthuse

Hver etage består af tre forskellige boligtyper, som udgangspunkt en 2-rums-, en 3-rums-, og 4-rums-bolig. Boligerne varierer i størrelse.

Indgangsdøren mod det fælles ankomstrum er udformet som et atrium. Boligerne er organiseret med birum og teknik mod husets kerne, og opholdsrum og værelser mod facaden.

Lyse boliger med forbindelse til omgivelserne

Man ankommer til en entré, der har kig gennem boligen og ud til omgivelserne. Herfra fordeles til bad og værelser samt opholdsrum.

Der er store vinduespartier til loft i opholdsrum og værelser, så der trækkes lys ind i boligen, og kigget til himlen udnyttes optimalt.

I værelserne er der er lav brøstning, og i stuen er der vindue til gulv og altanbrystninger i glas, for at sikre de lange kig ind til byen og ud til forstæderne.

Alle boligerne har to altaner med to forskellige orienteringer. Enkelte boliger i stueetagen har større terrasser eller forhaver.

Funktionelle boliger

Baderummene er enkelt men funktionelt indrettede, og der er plads til vaskemaskine og andre huslige funktioner i opbevaringsrum.

Køkkenet udføres som en basis med et mindre køkken i opholdsrummet. Det gør det muligt selv at tilføje en fritstående køkken-ø.

Boligerne opføres med et råt og urbant udtryk med gulve og lofter i beton, med stor mulighed for at sætte personligt præg på boligen.