I en tid hvor danskerne flytter mere end nogensinde før, står Anna Lis og Ellen for det modsatte. Gennem seks årtier har deres hverdag udspillet sig fra hjemmet i Gyldenrisparken. Børn er vokset op, livet har budt på både glæder og sorg, men begge er de enige om, at udsigten fra køkkenvinduet stort set er den samme som for snart 60 år siden i 1966.
Anna Lis, den 1. april 1966
Påskelørdag i 1966 står 23-årige Anna Lis, gravid, sammen med sin mand og deres to børn, Tonny på seks og Laila på tre. De kommer direkte fra to små værelser på femte sal i Saxogade uden varmt vand og en husleje på 84 kr. om måneden. På Gyldenrisvej venter noget helt andet. En helt ny 3-værelses lejlighed på 74 m2 med bad, varmt vand og en terrasse. Huslejen er 618 kr. og gasforsikringen 60 kr.
Som Anna Lis siger: “Er du tosset, det var luksus. Vi kom jo fra ingenting. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så, at vi både havde bad og varmt vand. Der flyttede nye ind hele tiden, jeg følte bare vi sagde goddag, så var man venner.”
Tre måneder senere kom lille Linda til verden, og værelserne blev fordelt efter behov. “Pigerne fik det store værelse, og Tonny som var ældst, fik det lille. Min mand og jeg sov i stuen i mange år.”
Anna Lis arbejdede gennem årene som rengøringsassistent på den lokale skole, dagplejer og senere hjemmehjælper. Hun stod tidligt op for at gå på arbejde, mens hendes mand sendte børnene afsted om morgenen. “Jeg passede børnene hjemme til de kom i skole. Dengang skulle vi jo alle sammen have børn, så der var børn overalt.”
Ellen, den 1. juli 1966
Tre måneder efter Anna Lis flytter Ellen på 29 år ind med sine fire børn, John på ti, Jan på syv, Jette på seks og Helle på fire. Ellens vej til Gyldenrisparken var lidt kringlet.
“Vi blev smidt ud af vores gamle lejlighed, fordi min mand Jørgen, som var slagter, godt kunne lide at bøje armen, for han var tit lidt tørstig. Så stod jeg der med fire børn og uden noget sted at bo. Det kunne jo ikke blive ved sådan, så jeg satte mig ind på kommunen, og der blev jeg siddende, indtil de skulle lukke. Da de bad mig gå hjem, sagde jeg, at det kunne jeg ikke, for vi havde ingen steder at gå hen.”
Løsningen blev en midlertidig bolig hos De Husvildes på Møntmestervej, og Ellen fortsatte med at komme på kommunen, indtil det en dag bankede på døren på Møntmestervej. En dame fra kommunen stod udenfor og sagde: “Nu kan du godt blive glad, Ellen. Du får lov at søge en lejlighed i Gyldenrisparken.” Ellen søgte og den 1. juli 1966 stod hun med sine fire børn i deres nye bolig. “Det var et ordentligt sted. Bad, plads, have. Alt hvad vi ikke havde haft. Det var luksus,” fortæller Ellen.
Der var også lille Tina, som ikke ville spise hjemme. “Hun kom ned til mig en weekend. Hun sad i sin højstol, og sagde ”ka’ selv”. Og så spiste hun både frokost, aftensmad og morgenmad. Man skal jo bare sidde sammen med børnene, når de spiser og snakke,” fortæller Ellen.
Ellen havde også to plejebørn gennem mange år, Mette og Frederik. “Deres mor var højesteretssagfører og havde ikke så meget tid til børnene. Mette kom, da hun var to måneder gammel, og tre år efter passede jeg også lillebror, Frederik. De var hos mig hver dag. Jeg hentede dem fra skole, og nogle gange sov de her.” Det er et forhold, som stadig eksisterer i dag. “Jeg ser dem endnu, og også deres seks børn, og de kalder mig i dag for Bedste.”
“Jeg har nok sat meget af mit eget til side til fordel for andre,” siger hun. “Men sådan har jeg nu bare været.”
Anna Lis, snart 60 år senere: Det samme hjem, men render meget rundt
Lejligheden har været den samme for Anna Lis siden 1966, men i hverdagen farer hun måske lidt for meget rundt, som hun selv siger, som en aktiv deltager i Gyldenrisparkens aktiviteter.
“Vi har gymnastik om mandagen, hvor jeg er formand og Leif er kasserer,” fortæller hun. “Om tirsdagen er jeg i tirsdagsklubben, hvor der er 14 medlemmer, blandt andet Minna som er 97 år og vores ældste medlem. Der hygger vi og spiser sammen.” I tirsdagsklubben er rollerne byttet om. Her er Leif formand, og Anna er kasserer. Hver anden onsdag er der banko i beboerlokalet, og alle aktiviteterne foregår inden for 10 minutters gang. “Det hele er lige om hjørnet,” som hun siger. “Det er nemt, og vi kender hinanden.”
Ellen, 60 år senere: Det samme hjem, der altid har været overrendt med børn
Ellens dør har altid stået åben for børn, der havde brug for det. “Børn beder ikke om at komme til verden. Så man skal hjælpe dem,” siger Ellen og fortsætter med at fortælle om de børn, der er kommet til i deres 3-værelses i Gyldenrisparken.
Børnene kom fra tidligt om morgenen, inden de skulle i skole. Carsten fra en af naboblokkene sad en dag på hendes terrasse. “Han spurgte om han måtte komme ind og få et glas mælk og en mad,” fortæller Ellen. “Det fik han. Og så gik han i skole.” Det skete mere end én gang indtil de flyttede. Ellen så ikke drengen i mange år, men en dag bankede Carsten på hendes dør igen, nu som voksen. “Der stod han i uniform. Kaptajnløjtnant i Marinen. Han var kommet til København og ville besøge mig. Det var stort.”
Der var også lille Tina, som ikke ville spise hjemme. “Hun kom ned til mig en weekend. Hun sad i sin højstol, og sagde ”ka’ selv”. Og så spiste hun både frokost, aftensmad og morgenmad. Man skal jo bare sidde sammen med børnene, når de spiser og snakke,” fortæller Ellen.
Ellen havde også to plejebørn gennem mange år, Mette og Frederik. “Deres mor var højesteretssagfører og havde ikke så meget tid til børnene. Mette kom, da hun var to måneder gammel, og tre år efter passede jeg også lillebror, Frederik. De var hos mig hver dag. Jeg hentede dem fra skole, og nogle gange sov de her.” Det er et forhold, som stadig eksisterer i dag. “Jeg ser dem endnu, og også deres seks børn, og de kalder mig i dag for Bedste.”
“Jeg har nok sat meget af mit eget til side til fordel for andre,” siger hun. “Men sådan har jeg nu bare været.”
Vi bliver boende til vi vælter
Både Anna Lis og Ellen er glade for deres dagligdag i deres hjem i Gyldenrisparken.
Anna Lis starter morgenen på sin yndlingsplet i køkkenet. “Her kan der være lidt sol, så her starter jeg dagen med at spise lidt morgenmad.” Aftenen foregår i sofaen, hvor hun strikker, ser fjernsyn eller spiller candy crush på sin computer. “Og er du tosset, jeg er glad for min terrasse og have, som jeg selv passer med klematis, syrener og oliventræer,” udbryder Anna Lis.
Ellen tager på ture til fx Helsingør eller Køge og hver anden tirsdag for hun besøg. “Ib, som var på ejendomskontoret i Gyldenrisparken i mange år, han kommer hver anden tirsdag og drikker kaffe. Det betyder meget for mig,” fortæller Ellen. Ellers er Ellens bedste tidspunkt på dagen kl. 7 om aftenen, hvor hun går i seng og ser fjernsyn, helst “Hvem vil være millionær”.
Ellens hjem har været åbent og et fast holdepunkt gennem hendes liv. Når Ellen bliver spurgt, om hun nogensinde overvejer at flytte, svarer hun uden at tøve: “Folk siger jeg skal bytte til noget mindre, men de kan godt pakke sammen. Jeg har boet her siden det blev bygget. Jeg bliver boende.”
Fra Anna Lis kommer lidt det samme svar: “Aldrig. Jeg bor i stueetagen. Jeg har jo alt, hvad jeg skal bruge. Jeg kan blive boende her til jeg vælter.”