Bo-Vitas trivselsindsats arbejder med projekt Bo og Gro med Bøger for, at flere børn og unge får adgang til gode, fysiske bøger dér, hvor de bor. Baggrunden er alvorlig. Både lærere, forskere og pædagoger oplever, at børns læsefærdigheder og sprogudvikling er i tilbagegang. Det gælder især børn, der vokser op i hjem med få bøger og begrænset adgang til læsning i hverdagen.
Derfor satte Trivselsindsatsen i slutningen af 2024 ekstra fokus på netop bøger. Økonomisk trængte familier fik mulighed for at søge om en personlig bogreol fyldt med bøger, som passer til børnenes alder og interesser. 11 familier har allerede fået et bogskab hjem i stuen, og flere er på vej.
”Vi oplever, at færre børn har adgang til fysiske bøger. Mange har måske kun adgang til skærme og digitale løsninger, og det er ikke nok,” siger Sisse Thomsen, som er leder af Trivselsindsatsen. ”Når børn ikke bliver stimuleret sprogligt derhjemme og ikke har bøger, de kan fordybe sig i, følger det dem videre op i skole og ungdomsliv. Vi vil gerne bidrage til, at den udvikling vender.”
Bøger skaber kontakt og fællesskab
Et bogskab er mere end et møbel med bøger. På samfundsplan er der meget at vinde ved at give børn og unge nem adgang til læsning. Bøger kan også skabe kontakt og samtale i hjemmet, og give børn og voksne noget fælles at samles om.
Erfaringer viser, at bøger i opgangen, vaskeriet eller fællesrummet kan inspirere flere til at læse. Og når børn læser mere, styrker det både deres skolegang, sprog og muligheder for at få et arbejde senere i livet.
I 2024 blev et mobilt bogskab sendt rundt i flere afdelinger, og reaktionerne var tydelige. Der er stor interesse for at læse og dele bøger, når de bliver gjort nemt tilgængelige og præsenteret i øjenhøjde.
Samarbejde på tværs
Indsatsen er blevet til i samarbejde med Børns Bogvenner og Københavns Kommunes Biblioteker og udspringer af dialog med de lokale folkeskoler på Indre Nørrebro.
”Som boligselskab kan vi noget særligt. Vi er tæt på familierne og kan komme hele vejen ind over dørtærsklen. Vi kan gøre en forskel ved at sikre, at der faktisk står bøger i hjemmet, som børn har lyst til at læse,” siger Sisse Thomsen.
Vil du være med?
Trivselsindsatsen fortsætter arbejdet i 2025. Målet er, at flere familier får glæde af et bogskab i hjemmet, og at bøger i det hele taget bliver mere synlige i boligområderne.
Vil din afdeling have besøg af bogskabet? Eller vil du søge om et bogskab til dit hjem? Så er du velkommen til at kontakte Trivselsindsatsen på e-mail: trivsel@bo-vita.dk

Op mod jul blev der sat ekstra skub i projektet. Her fik beboere mulighed for at ansøge om et personligt bogskab til hjemmet. Resultatet: 11 familier har nu fået en flot bogreol fyldt med bøger, der matcher børnenes interesser og læseniveau. Og arbejdet fortsætter.
Læs mere: bo-vita.dk/nem-adgang-til-boeger-med-bo-vitas-bogskab