Bo-Vita har netop afholdt boglancering for vores nye bog ”Intet uden Trivsel”, som er en opfølger til ”Intet uden Tryghed”. Bogen sætter fokus på, hvordan trivsel skabes i almene boligområder, og hvorfor det er en essentiel del af et velfungerende samfund. Lanceringen blev markeret ved et arrangement med deltagelse fra blandt andre BL – Danmarks Almene Boliger og Kammeradvokaten.
Bo-Vita tager ansvar
Jan Hyttel, formand for organisationsbestyrelsen i Bo-Vita, åbnede lanceringen med at fortælle om baggrunden for Bo-Vitas trygheds- og trivselsindsats: “Tryghed og trivsel hænger uløseligt sammen – det ene kan ikke eksistere uden det andet. Da vi begyndte vores tryghedsindsats, blev den det første år finansieret af Landsbyggefonden, men siden har Bo-Vita selv stået for finansieringen. Vi står på egne ben og tager ansvar for det, vi laver, og de omkostninger, der følger med. Det er noget, vi lægger stor vægt på.”
Trivselsarbejde er relationelt
Herefter tog journalist og forfatter af bogen ”Intet uden Trivsel”, Jakob Sheikh, ordet. Han påpegede, at trivselsarbejdet i boligorganisationer er en kompleks opgave, der kræver involvering af både medarbejdere og beboere: “Hvordan sørger vi for, at det ikke altid er de samme, der deltager? Det er en udfordring, som boligselskaberne skal finde løsninger på i de kommende år. Polariseringen i samfundet udspiller sig også i boligorganisationerne, hvor mange mindre fællesskaber opstår i det store fællesskab. Trivselsarbejdet er relationelt båret – det kræver de rette medarbejdere, der kan spille sammen og tilpasse indsatserne lokalt for at sikre en bred opbakning. Man behøver hverken at lave trygheds- eller trivselsopgaver, men Bo-Vita er bevidst om sin rolle og sit ansvar som boligselskab. Det har været en fornøjelse at arbejde med dette projekt.”
Tryghed og trivsel hænger sammen
Leder af Trivselsindsatsen, Sisse Elmer Thomsen, fulgte op på Jakobs pointer og understregede, at bogen viser Bo-Vitas særlige tilgang til det sociale arbejde: “For udefrakommende vil det være tydeligt, at bogen er et udtryk for, at Bo-Vita har andre løsninger og perspektiver på det sociale arbejde og dets formål og fokus end de øvrige almene boligselskaber. ’Intet uden Trivsel’ er en del af Bo-Vitas fortsatte arbejde med at styrke fællesskaberne i almene boligområder og skabe tillid på tværs af beboere og afdelinger.” Hun fremhævede samtidig den store samfundsopgave, som boligsektoren står over for: “Kommunens anvisningsret på en tredjedel af de almene boliger pålægger sektoren et stort ansvar. Det er nødvendigt at fremme tilliden på tværs og fastholde en blandet beboersammensætning. Med bogen ønsker vi at bidrage til en mere inkluderende og velfungerende almen sektor, hvor trivsel og tryghed går hånd i hånd.”En fysisk bog gør en forskel
Afslutningsvis understregede Georg Schmidt, administrerende direktør for Bo-Vita, vigtigheden af at have en fysisk bog som et konkret redskab i arbejdet med trivsel: “Vi synes, det giver god mening at have en fysisk bog – det gør en forskel, især i en tid, hvor vi bliver digitalt bombarderet fra alle sider. Bogen er et vigtigt bidrag til at skabe større forståelse for trivselsarbejdet i almene boligområder og dets betydning for beboerne.”