Nyhed
Nyt fra Bo-Vita

Bo-Vita fejrede 75 år og hyldede de frivillige på årets sommermøde

Af: erasten.com

Der var både fest, fællesskab, tilbageblik og masser af humor, da Bo-Vita fredag samlede godt 150 mennesker i Hansens Familiehave.

Aftenen var lidt ud over det sædvanlige. Ved årets sommermøde og frivilligfest blev Bo-Vitas 75-års-jubilæum nemlig også fejret. Det fik aftenens Yvonne, der leverede et humoristisk indslag som den kendte figur fra Olsen Banden, til at konstatere: Når man skal effektivisere, kan man jo lige så godt holde tre fester på én gang.

75 år med hjem og fællesskaber
Bo-Vita blev stiftet som Lejerbo København i 1951. Siden er meget forandret. Der er bygget nye boliger, renoveret og udviklet boligområder, og beboernes indflydelse er blevet større. Men grundtanken er ifølge organisationsbestyrelsens formand, Jan Hyttel, fortsat den samme: at skabe gode og trygge hjem til en husleje, der er til at betale.

For Jan Hyttel var jubilæumsfesten samtidig en anledning til at rette opmærksomheden mod de mange mennesker, der engagerer sig frivilligt i deres boligafdeling.

“Vi kan bygge og renovere boliger, men vi kan ikke administrere os til et godt naboskab. Det er de frivillige og beboerdemokraterne, der er med til at skabe aktiviteter, naboskab og fællesskab i boligafdelingerne. De er en væsentlig årsag til, at Bo-Vita ikke bare består af boliger, men af hjem og fællesskaber,” siger Jan Hyttel, formand for Bo-Vitas organisationsbestyrelse.

Dem, der får tingene til at ske
De frivillige i boligafdelingerne engagerer sig blandt andet i afdelingsbestyrelserne, hvor der arbejdes med budgetter, drift og vedligeholdelse. Andre arrangerer fællesspisning, sommerfest, loppemarked, fastelavn eller julearrangementer. Og så er der dem, der ganske enkelt giver en hånd, når der er brug for det.

Det var netop dem, aftenen skulle hylde.

Blandt gæsterne var Ulla og Dorthe fra Sankt Joseph, som begge er engagerede i deres boligafdeling. Her er fællesspisning og andre arrangementer med til at samle beboerne, og hele 17 beboere fra Sankt Joseph var med til festen i Hansens Familiehave. “Vi kan godt lide at være sammen og have en fest.” Ulla og Dorthe fra Sankt Joseph var blandt de 17 beboere fra boligafdelingen, der deltog i årets frivilligfest. De har været frivillige siden 2019 og er blandt andet engagerede i fællesspisning. Dorthe, til højre i billedet, er desuden formand for afdelingsbestyrelsen i Sankt Joseph.

Klar til fremtiden
Selvom aftenen gav anledning til at se tilbage, er Bo-Vita ikke færdig med at udvikle sig. Organisationen har i dag gang i nybyggeri, renoveringer og udvikling af boligområder for godt 5 mia. kr.

Men fredag aften fik byggeprojekterne lov til at træde i baggrunden. Her var det de mennesker, der hver dag er med til at gøre boligafdelingerne til mere end boliger, der var i centrum. For som Jan Hyttel sluttede sin tale: “I er alle en væsentlig årsag til, at Bo-Vita ikke bare består af boliger, men vores hjem og fællesskaber.”

Beboere i Bo-Vita: Deltag og vind en middag for 1.500 kr.

I anledning af Bo-Vitas 75-års jubilæum inviterer vi alle vores beboere til at deltage i vores jubilæumskonkurrence.

Bo-Vita fejrer fødselsdag: Få vores 75-årige historie på 2 minutter

Læs om Bo-Vitas 75-årige historie på 2 minutter

Bo-Vita fylder 75 år

I år er det 75 år siden, at begyndelsen til det, vi i dag kender som Bo-Vita,...