Nyhed
Nyt fra Bo-Vita

Årets repræsentantskabsmøde i Bo-Vita

Af: erasten.com

Den 5. december, på den internationale frivillighedsdag, samledes 39 stemmeberettigede til Bo-Vitas årlige repræsentantskabsmøde.

Under temaet “Forandring fryder og forstyrrer” fortalte formand Jan Hyttel om Bo-Vitas omstrukturering i organisationen, som blandt andet har ført til etableringen af fire driftscentre og et ledelsessekretariat. Administrationschef Dorte Thorsen supplerede, at det overordnede mål med forandringerne har været at effektivisere og styrke driften samt rykke beslutningerne tættere på beboerne. Direktør Georg Schmidt påpegede udfordringerne ved at balancere traditioner med nødvendige ændringer: “For at imødekomme de krav, vi har fået pålagt af Social- og Boligstyrelsen, har vi måttet tilpasse organisationen. Det har desværre også betydet, at vi har måttet tage afsked med nogle medarbejdere.”

Beboerdemokrati og fællesskab
Marianne Jørgensen, næstformand i Bo-Vita, fortalte, at hun sammen med Trygheds- og Trivselsindsatsen har besøgt 23 boligafdelinger for at drøfte beboerdemokrati, tryghed og trivsel. Anders Stange Jensen, medlem af organisationsbestyrelsen, fremhævede de gode erfaringer fra årets workshop om naboskab, velkomstmøder for nye beboerdemokrater og børnedemokrati i to af Bo-Vitas boligafdelinger.

Status på byggeprojekter
Formand for organisationsbestyrelsen, Jan Hyttel, fortalte, at Bo-Vita fortsat har ambitiøse planer med bygge- og renoveringsprojekter for 3,4 milliarder kroner. Mjølnerparken blev fremhævet som et langvarigt projekt, der begyndte i 2011, og Den Grønne Trekant blev nævnt som eksempel på salg af byggeretter til private investorer. Indtægterne herfra bruges til nødvendige renoveringer af boligafdelingen og som led i at bevæge sig væk fra regeringens parallelsamfundslister.

Diskussioner og debat
Mødet var præget af engagerede diskussioner om byggeprojekter, økonomi og personalesituationen. Flere repræsentanter fremhævede ønsket om at beholde deres dygtige ejendomsmestre og udtrykte bekymring over antallet af byggeprojekter.

Gruppe- og plenumdrøftelser bidrog til en levende debat med spørgsmål, kritik, bekymringer og input til organisationsbestyrelsen.

Revisoren oplyste, at Bo-Vitas økonomiske fremtid ser fornuftig ud, og anbefalede fortsat fokus på stram styring af økonomien i byggeprojekterne.

Tak for frivillig deltagelse
Mødet blev afsluttet med en tak for engagementet og Bo-Vitas ambition om at skabe bedre boliger og stærkere fællesskaber blev fremhævet. “2025 bliver et år med store muligheder for Bo-Vita, som vi glæder os til at komme i gang med,” afsluttede Jan Hyttel, formand for organisationsbestyrelsen i Bo-Vita.

Her har du overblik over aftenens afstemninger:

Læs årets beretning.

Her ses repræsentanter fra Sankt Joseph.

Nyhed

INTET UDEN TRIVSEL

Det er titlen på Bo-Vitas nye bog, hvor trivsel ses i en større beboerdemokratisk sammenhæng. “Uden beboere,...

Nyhed

Bo-Vita ønsker glædelig jul og godt nytår!

Julen og fejringen af nytåret er en tid til eftertanke, samvær og til at samle ny energi...

Nyhed

Hej nabo

Naboer nominerer naboer for det gode naboskab. I Bo-Vita er der sat spot på det gode naboskab...